Søg efter artikel eller underside...

Tryk på enter for at søge

Nethandel

Hvad ved du egentlig om cookies? 

15. november 2018

Cookies er ikke kun lækre småkager med chokoladestykker. Cookies er også små filer, der lagres på en brugers computer, smartphone, tablet eller lignende, når en bruger besøger et website. Cookies gør det muligt at gemme og senere tilgå oplysninger på brugernes computer og har til formål at indsamle oplysninger om brugeren og dennes færden på nettet. 

Cookies kan bruges til mange ting:

Obligatoriske cookies

Obligatoriske cookies identificerer blot computeren, der bruger websitet. Obligatoriske cookies er nødvendige for at levere mange serviceydelser på et website, deriblandt for eksempel en login-funktion på et website eller en indkøbskurv på en webshop. En obligatorisk cookie har nemlig til formål at huske varerne i indkøbskurven igennem hele købsprocessen på et website. Det er altså meget ofte en cookie, som man ikke kan undgå som bruger.

Præstationscookies

Præstationscookies bruges hovedsageligt til analyseformål. Præstationscookies kan tælle antallet af besøgende og følge brugerne færden inde på websitet. Disse cookies bruges blandt andet til at forbedre sitet på den lange bane, da de giver uvurderlige oplysninger om, hvorvidt brugerne kan finde rundt på sitet. Præstationscookies kan altså ses som en slags hjælp til at forbedre brugervenligheden på et website.

Funktionscookies

Funktionscookies bruges til at genkende dig, når du kommer til et website, som brugeren før har besøgt. Disse cookies bruges udelukkende til at personliggøre indholdet på websitet til brugeren og gemme oplysninger, brugeren før har indtastet. Det kan for eksempel være et brugernavn eller adresseoplysninger på en webshop.

Målrettede cookies

Målrettede cookies bruges af annoncører til at spore brugeren rundt på nettet for at forstå forbrugeren og dennes interesse med henblik på at vise brugeren relevante annoncer. Målrettede cookies benyttes således til at profilere brugeren, sætte denne i kasser, så brugeren kan rammes af målrettet annoncering på de sociale medier eller andre sites.

Cookies er ikke i sig selv ulovlige. Nogle websites har brug for obligatoriske cookies for at fungere optimalt. Med det sagt, så er det vigtigt at fremhæve, at man som websiteindehaver skal bede brugeren om tilladelse til at lagre cookies på brugerens computer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.